Tak, men nej tak, USA

I mange år blev virksomhedens digitale værktøjer valgt ud fra to spørgsmål: hvilket er bedst, og hvad koster det. Fornuftige spørgsmål. Men de seneste år har et tredje spørgsmål trængt sig på, og det stilles ikke længere af IT-afdelingen, men af bestyrelsen: hvem har egentlig kontrol over vores data og vores systemer?

Spørgsmålet har et ubehageligt svar for de fleste europæiske virksomheder. Kontrollen ligger i høj grad hos leverandører, der er underlagt et andet lands love.

Fra bedste funktion til bedste kontrol

Det, der har ændret regnestykket, er ikke teknologien, men lovgivningen. Amerikansk lov kan pålægge amerikanske virksomheder at udlevere data, de håndterer, selv når serverne står i Europa, samtidig med at EU’s databeskyttelsesregler kræver, at de samme data beskyttes. En europæisk virksomhed med følsomt materiale hos en amerikansk cloud-gigant står altså med et ben i hvert regelsæt, og benene trækkes i hver sin retning.

Læg dertil det seneste års handelspolitiske udsving, hvor digitale tjenester er blevet brikker i forhandlinger, og konklusionen skriver sig selv: jurisdiktion, styrbarhed og strategisk afhængighed hører nu hjemme i samme kolonne som pris og funktion, når værktøjer vælges.

Det her er ikke anti-amerikansk, ligesom en brandforsikring ikke er et udtryk for mistillid til huset. Digital suverænitet er det samme som robusthed: at kunne levere, selv når omverdenen ændrer sig. Behold samarbejderne, men sørg for, at det vigtigste står på egne ben.

AI-spørgsmålet er det samme spørgsmål, bare større

Netop nu gentager mange virksomheder sky-rejsens fejl, bare med AI og i højere tempo. Medarbejderne kopierer kundedata, personaleoplysninger og kontraktudkast ind i AI-tjenester, der er underlagt andre love, fordi tjenesterne er gode og gratis, og fordi ingen har tilbudt et alternativ. Hver indkopiering er en lille beslutning om jurisdiktion, som ingen i ledelsen har taget stilling til.

Det var det spørgsmål, vi byggede EuroWork for at kunne svare på. Al behandling sker inden for EU: både databasen og applikationen kører i Frankfurt, i samme datacenterregion, og det står åbent deklareret i tjenesten, ikke i et bilag, man skal lede efter. Hvert AI-svar er mærket som AI-svar, som EU’s AI-forordning kræver. Omkostningerne ses ved siden af svaret, mens arbejdet pågår. Og det, I skaber, er jeres: dokumenter og logfiler kan downloades i åbne formater, for en exit-plan skal være på plads, før man får brug for den, ikke skrives i vrede bagefter.

Hvad du som leder kan gøre allerede nu

Tre ting, ingen af dem kræver en konsulentrapport.

Kortlæg, hvor jeres mest følsomme oplysninger rent faktisk ender i dag, inklusive de AI-værktøjer, medarbejderne selv har valgt. Det er kortlægningens mest ubehagelige og nyttigste del.

Stil jurisdiktionsspørgsmålet ved hvert nyt teknologivalg, ved siden af pris og funktion: under hvilke lands love havner det her, og kan vi komme ud af det igen?

Og giv medarbejderne et bedre alternativ i stedet for et forbud. Forbud mod gode værktøjer taber altid mod hverdagen. Et lige så godt værktøj, som derudover er muligt at redegøre for, vinder.

Dine medarbejdere bruger allerede AI. Spørgsmålet er, under hvilke lands love, og det bør ikke være et gæt.