Fra LunarStorm til EuroWork

I 1996 var der ikke så meget at lave på internettet. Man kunne læse en side. Så kunne man læse en til.

Det år byggede Rickard Eriksson Stajl Plejs Community, et sted hvor man kunne lægge en besked til nogen og få en tilbage. Mark Zuckerberg blev tolv det år. Ved årtusindskiftet skiftede siden navn til LunarStorm, og på sit højeste havde den 1,2 millioner svenske medlemmer. For en hel generation var det ikke bare en hjemmeside blandt andre. Det var internettet.

Siden vandt Store Internetpris, og juryen skrev stort set det, som alle, der var med, allerede vidste: LunarStorm havde lært unge svenskere mere om computere og nettet end nogen statslig satsning havde formået, fordi de faktisk ville logge på.

Det er hele pointen, og den gælder stadig. Teknologi, som folk gerne vil bruge, gør mere end teknologi, som folk bliver pålagt at bruge.

Tredive år senere, samme idé

Nu er han tilbage. Virksomheden bag LunarStorm hed LunarWorks. Den nye hedder EuroWork. Nogle mønstre sidder i.

Denne gang handler det ikke om gæstebøger, men om hvad der sker med den aftale, du kopierede ind i en AI-tjeneste i tirsdags.

Gennem Nischad Utbildning har Rickard Eriksson og hans kolleger nået over 10.000 virksomheder og offentlige organisationer med kurser i AI og digital kommunikation. Efter tilstrækkeligt mange kursusdage bliver et mønster umuligt at overse: AI bliver allerede brugt overalt, men i det skjulte.

Nogen kopierer en aftale ind for at forstå et afsnit. Nogen uploader en rapport med personoplysninger for at få et resumé. Næsten altid med en privat konto, i fritiden, fordi det gik hurtigere sådan. Det kaldes typisk skygge-AI, og det gør ingen af ond vilje. Det gør man, fordi arbejdsdagen er for kort.

Problemet er, at ingen kan svare på det simple opfølgende spørgsmål: hvor endte oplysningerne henne?

Hvad han hører, når han spørger

Det mest almindelige, han møder, er ikke nogen, der vil forbyde AI. Det er nogen, der gerne vil kunne sige ja uden at få dårlig samvittighed. En leder, der har en mistanke om, hvad der foregår, men ikke vil være den, der skælder ud. En databeskyttelsesansvarlig, der helst ikke vil vide det.

Det var derfor, EuroWork blev bygget. Et sted at gøre det i stedet, med regler sat af organisationen og ikke af den enkelte.

Sådan ser det ud i praksis. AI-behandlingen sker som standard hos europæiske leverandører, og intet, der skrives ind, bliver brugt til at træne andres AI. ChatGPT og Claude er tilgængelige som valgmuligheder for dem, der bevidst ønsker dem, aldrig til følsomt indhold, og en administrator kan slå dem helt fra.

Før noget sendes afsted, bliver det læst igennem automatisk. Hvis det indeholder personnumre, helbredsoplysninger eller forretningshemmeligheder, skrues beskyttelsen op, og du får at vide, hvad det var, der udløste det. Ingen behøver at huske en regel.

Mere end en chatboks

En chatboks havde været let at bygge. Det, der tager tid, er at gøre AI’en til noget, man bruger til rigtigt arbejde.

I kan bygge jeres egne assistenter på jeres eget materiale. En, der havde den grafiske manual som kilde, læste en annonce og pegede på den forbudte farve, logoet i det forkerte hjørne og den primærfarve, der manglede, med reglen citeret direkte fra manualen.

Et dokument kan oversættes til 35 sprog med overskrifter, tabeller og punktopstillinger på plads, så det kan sendes videre uden at nogen behøver at samle det igen.

Lyd fra et møde bliver til et referat med beslutninger og ansvarlige. Hvor noget manglede i lyden, står der, at det manglede, i stedet for et gæt.

Og under hvert svar står der, hvad det kostede. Ofte nogle få øre. Ledelsen kan se summen per medarbejder og afdeling og sætte et loft for måneden, som tjenesten holder sig indenfor. Ingen behøver at undre sig over, hvor pengene blev af, hvilket er et af de få spørgsmål, der er mere ubehageligt end det om oplysningerne.

Det, han plejer at sige

"AI kommer ikke til at erstatte dig. Du bliver erstattet af nogen, der kan de rigtige AI-værktøjer."

Det er en ubehagelig sætning, og den siges med varme. Det handler ikke om at skræmme nogen til at lære, men om at den, der får værktøjet i hånden og lidt hjælp undervejs, klarer sig fint. Det var sandt for de femtenårige, der lærte HTML for at gøre deres præsentation pænere på LunarStorm. Det er sandt for økonomiassistenten, der opdager, at den der afstemning tager tyve minutter i stedet for en eftermiddag.

Fra en gæstebog til en aftale er der længere, end det lyder. Men det grundlæggende spørgsmål er det samme: bygger man noget, som folk gerne vil åbne om morgenen, eller noget, de skal?